Søndag den 19. maj tidligt om morgenen, altså på selve løbsdagen, tog jeg en markant beslutning; jeg ville løbe alligevel. Benene havde fået det meget bedre, på de 2 måneder jeg havde holdt fri fra løbetræning. Så jeg ville give den et SHOT alligevel ! Planen var at jeg skulle gennemføre inden for tidgrænsen som er 6 t. netto – da jeg så mente at kunne gennemføre uden at belaste benene for meget. Det gik efter planen, og efter 5 t. 34 min. kunne jeg krydse målstregen i det 40. Copenhagen Marathon, som var min 5. gang til denne marathon. Jeg har deltaget i 3 stk. i starten af halvfemserne (91,92,93) og så igen 2017 og 2019. Min træner og træningsmakker Ole Jacobsen har faktisk vundet dette løb midt i 80’erne, som der blev hans største bedrift som løber. Jeg trænede dagligt med ham op til dette marathon, og vores træningsture var ofte på +20 i 4.00 min./km. tempo på disse lange ture. Intervallerne som kunne hedde 6 x 1K blev løbet på 2.55 – 3.15 min/km., hvis der var tale om de hurtige. Nu ca. 35 år efter og 15 kg ekstra er tempoet et andet – men det er stadigvæk spændende !
Cyklingen er nu blevet den primære træningsform for mig. Er virkelig glad for min nye CKT landevejsracer. Det er klart bedre ift. mine ben – men løb fortsætter jeg med, så længe jeg kan – bare i små mængder. Måske kommer der også flere marathons.